Stort og småt

onsdag den 23. januar 2008

Del.icio.us

Jeg kan forstå at nogle har problemer med at installere del.icio.us-knapperne på deres computer. Det kan nogle gange ikke lade sig gøre fordi der på OC's maskiner er nogle blokeringer, som forhindrer installation af programmer o.lign.

Det smarte ved at installere hjælpeknapperne er at man får mulighed for at tilføje et link mens man er inde på den side man gerne vil tilføje til sin del.icio.us-profil. Der er dog en måde at kunne gøre dette på uden at installere hjælpeprogrammet. Det gøres ved at tilføje funktionerne som fortrukne. Fremgangsmåden er som følger:

1) Gå til denne side.
2) Højreklik på "post to del.icio.us" - denne funktion giver dig mulighed for at tilføje en hjemmeside til din del.icio.us-profil.
3) I pop-uppen vælger du "føj til fortrukne"
4) Svar "ok" til eventuel sikkerhedsadvarsel
5) I den dialogboks der dukker op klikkes på "ok" - nu skulle linket gerne være tilføjet. Du kan eventuelt trykke på "opret i" hvis du gerne vil gemme linket et bestemt sted i dine fortrukne. Jeg har lagt mine links i "hyperlinks" fordi de så kommer til at ligge på en linie under adressefeltet - så har jeg dem altid lige ved hånden.

Hvis du gerne vil have et link til at logge ind i del.icio.us højreklikker du blot på "my del.icio.us" og gentager fremgangsmåde fra før.

Jeg synes ikke at der er væsensforskel på at have del.icio.us installeret og så have disse knapper til rådighed. Hvis der er nogle som har andre erfaringer er de velkomne til at "offentliggøre" dem i en kommentar.

tirsdag den 15. januar 2008

Det danske Flickr

Hvis du godt kunne tænke dig at dele billeder med venner og familie via nettet men gerne vil bruge en dansk side, så er 23 sagen. Princippet er det samme - nu foregår det blot på dansk. Hvis man ikke vil betale har man 30 uploads pr. måned. De kan ikke spares op, så de forsvinder hvis man ikke bruger dem. Der er ingen grænse for hvor mange billeder man kan have liggende. Hvis du betaler 150 kr om året får du ubegrænset upload per måned.

Man kan alle de basale ting som Flickr også kan - redigere, organisere osv. 23 mangler måske nogle af de der wow-features - f.eks. at man kan placere billederne på et kort for at vise hvor de er taget, men det kan være at det kommer. Til gengæld giver den mulighed for at andre kan download ens billeder som zip-fil. Det ved jeg ikke om Flickr kan, men det synes jeg er smart. Jeg har prøvet at rode med at sætte en ftp-server op, men det kunne jeg ikke finde ud af - desuden er den vist kun tilgængelig når min computer er tændt - og der er 23 jo tilgængelig hele dagen. Se her hvordan det kan se ud.